Aalborg Volley vinder sæsonens første liga kamp!

Aalborg Volley vs. Ishøj Volley
Volleyliga herre
D. 17. marts 2018.
3-2 (25-16 / 25-20 / 22-25 / 17-25 / 15-11)

Aalborg Volley mødte lørdag til kamp med højt humør og tro på sejr efter et par gode træninger med hhv. Tue Dyrvig og Mikkel Vestergaard dagene forinden. I denne uge spilles der bedst af 3 mod Ishøj Volley, og vinderen sikrer sig en 6. plads i Volley Ligaen.

Aalborg vinder klart opvarmningen, da der på den anden side af nettet er noget tomt. Ishøj-folkene havde misset deres færge, og ankommer derfor til hallen i sidste øjeblik og må gå kolde på banen.

Dette formår Mikkel Skov at udnytte til fulde, da han starter 1. sæt med to skarpe serveesser mod 5’er hjørnet. En angrebslysten Ishøj-hæver driller dog Aalborg holdet lidt, og der er fortsat spænding ved stillingen 10-9.  Aalborg mandskabet trækker dog fra, da Poul Anker fordeler boldene på bedste vis, og især Jesper Skovmark vinder mange point på både serv og angreb. Sættet ender 25-16.

Også i andet sæt starter vi godt ud. Gode modtagninger fra bagkæden gør, at Poul Anker kan sætte Ishøjs blokade med krydsløb, som bliver banket i gulvet af Patrick Jørgensen og Mads Peter Hilligsøe. Ved nettet begynder specielt Skovmark at fange meget i blokaden, hvilket booster humøret yderligere. De gode takter fortsætter, og sættet ender 25-20.

Før 3. sæt foretager Ishøj en del udskiftninger og melder sig nu ind i kampen. En indskiftet diagonal volder Aalborg problemer, og kvaliteten i angrebene falder trods gode servemodtagninger fra især Mikkel Skov. Samme tendens fortsætter i 4. sæt, hvor det bliver lidt febrilsk på vores side af nettet, og sætscoren siger pludselig 2-2.

Før 5. sæt får Tue talt holdet til ro, og i afgørende sæt er der ingen tvivl om, hvilket af de to hold der vil det mest. Først en kill-block fra Skovmark, så en enhåndsblock (venstre lappen!) af Mads Peter. Både Patrick og en serveindskiftet Jakob Lauridsen får lagt maksimalt pres på Ishøj i serven. Vi bytter side ved 8-5. I forsvaret stepper libero Kristian Juul også op og får pillet flere af de ellers stejle Ishøj-angreb. Sættet ender 15-11, og Aalborg Volley sikrer sig dermed sin første sejr i liga-sammenhæng.

Der var mange gode bud på en kampens spiller, men Patrick Jørgensen løb med titlen, da han holdt højt niveau igennem hele kampen og lavede et hav af point i både angrebet og serven.

Foto: Jan Smedemark

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *