Aalborg taber første kamp om 5. pladsen

Kampen om 5. pladsen
Aalborg Volley vs. VK Vestsjælland
Skærtorsdag d. 29. marts 2018.
0-3 (15-25 / 17-25 / 13-25)
Tilskuertal: 200

Det var en sløv affære da Aalborg Volley torsdag tog imod VK Vestsjælland i den første kamp om Volleyligaens 5. plads. Gæsterne var klar fra start, og bakket op af et medbragt heppekor, som var klar på sejr.

Samme ild kunne ikke ses fra hjemmeholdets side, og allerede fra starten var der problemer at finde i Aalborg Volleys form. Der var ikke mange gode modtagninger at finde i løbet af første sæt, og det førte desværre også til meget svære hæver-situationer for hæver Poul Anker Christensen. Kombineret med angreb uden det sædvanlige bid, og en modstander, som laver meget få fejl, og så er det intet under, at VKV stikker af og vi taber første sæt 15-25.

Andet sæt ligner desværre meget det første, indtil træner Tue foretager nogle defensive udskiftninger i midten af sættet. Libero Kenneth Clausen, som i længere tid har været ude med en skade, kommer ind i stedet for Kristian Kjær, som på trods af fint forsvarsspil kom til kort i modtagningen. Også den rutinerede Jesper Madsen bliver skiftet ind, for at hjælpe i vores modtagning. Det hjælper, og vi kæmper os ind i sættet igen, og følger med sjællænderne frem til 17-18. Herefter går det desværre galt i angrebet, ingen kan vinde noget, og vi taber sættet 17-25.

I tredje sæt er det meget hurtigt som om vi har mistet pusten. Mange fejl dukker op igen, og Vestsjælland får scoret 2-3 point for hver af vores. Der er ikke meget andet at melde, end at gæsterne lægger låg på kampen med en solid sætscore på 25-13.

Det var langt fra en god præstation fra Aalborg Volley til denne kamp, men vi går ind til de næste par uger, inden returopgøret, opsatte på at det ikke skal gentage sig. Vi ved vi kan præstere bedre, og vi har ingen intentioner om at ligge os ned og give op. Tak til alle de fremmødte tilskuere, som hjalp til med opbakning. Kampens spiller blev den returnerende Kenneth Clausen, for hans arbejde med at sikre vores ellers meget hullede modtagningsspil.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *